Aftalebetingelser – DEL 1

for brug af DELPHI Study App til Forskningsdata

Ved at godkende nedennævnte vilkår for brug af DELPHI Study App’en til Forskningsdata bekræfter du dit samtykke afgivet til Projekt DELPHI på Københavns Universitet, Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research, Blegdamsvej 3B, 2200 København CVR: 29979812 omkring anvendelse af App’en til forskningsdata.

Du kan finde en kopi af samtykket i din Digital Post på Borger.dk eller e-Boks.

Via App’en overføres dine aktivitetsdata fra Garmin-uret, samt spørgeskemabesvarelser og personoplysninger til Projekt DELPHI forskerne, og du bidrager på den måde til forskningen i præcisions-sundhed.

I forbindelse med at der opsættes forbindelse mellem Garmin-uret og App’en, samt når data synkroniseres fra uret til App’en, udveksles data med geo-angivelse (location data). Disse data anvendes alene til opsætning og synkronisering, og overføres ikke til Projekt DELPHI eller nogen anden part[1]. Databehandlingen overholder iøvrigt gældende lov omkring forskningsdata.

Jævnfør samtykket til Projekt DELPHI kan du til enhver tid tilbagekalde dette via kontaktoplysningerne angivet.


[1] Efter synkroniseringen er igangsat finder denne sted i baggrunden (background) men ikke når App’en er lukket (not when the app is closed), ej heller generelt i brug (not always in use) eller når App’en ikke bruges (not when the app is not in use).

Garmin Health Standard SDK anvendes.

Aftalebetingelser – DEL 2

for brug af DELPHI Study App med DataBoks

Ved at godkende nedennævnte vilkår for brug af DELPHI Study App’en og den tilhørende DataBoks indgår du aftale med Unikk.me ApS, Klingseyvej 15B, 2720 Vanløse CVR: 40989080 omkring anvendelse af App’en og den tilhørende DataBoks.

Via App’en og den tilknyttede DataBoks kan du gemme din måltidsrapportering og indkøbsdata, og dele oplysningerne med Projekt DELPHI forskerne og de sundhedspersoner, som du eventuelt vælger på et senere tidspunkt. På den måde kan du bidrage til  forskning i sundhed nu og eventuelt senere i anden sammenhæng få sundhedsbehandling, som er endnu mere målrettet og personlig.

I App’en har du fuldt overblik over de tjenester, som du kan og har valgt at tilslutte App’en. Følgende tjenester kan pt. vælges: Meallogger, COOP og Storebox.

App’en er gratis for dig at bruge, sålænge du er tilknyttet Projekt DELPHI forskningen og/eller  sundhedspersoner med en aftale med Unikk.me. Du kan vælge præcis de oplysninger, som du ønsker at dele med sundhedspersonen(er) i forbindelse med konsultation, sygdomsbehandling eller forskning i sundhed hos regionerne eller på universiteter, så som Projekt DELPHI projektet.

I App’en kan du finde samlet information om de oplysninger og de sundhedspersoner eller projekter, som du kan overføre oplysningerne til. Det er frit for dig, hvilke oplysninger, du vil videregive og til hvilke sundhedspersoner.

Du kan til enhver tid aktivt til- eller fravælge deling af oplysninger og, om du fortsat ønsker at være med i for eksempel forskningsprojektet. Data delt inden dit ønske om at træde ud af projekterne, vil dog stadig jf. dansk lovgivning kunne indgå i et forskningsprojekt.

I forbindelse med din brug af DataBoksen registrerer vi dit navn, e-mail og cpr-nummer. Data, som du indtaster, eller importerer fra tjenesterne (Meallogger, COOP eller Storebox) kan Unikk.me ikke se, men Unikk.me kan foretage anonym analyse af dine data med henblik på at forbedre brugeroplevelsen.

Grundlaget for behandlingen af både de oplysninger, du selv har indrapporteret, og de oplysninger, som kommer fra tjenesterne (Meallogger, COOP eller Storebox) baseres på opfyldelse af denne aftale mellem Unikk.me og dig, jævnfør databeskyttelsesforordningen (GDPR) art. 6 stk. 1, litra b). Der henvises i øvrigt til vores privatlivspolitik, som du kan se https://www.unikk.me/privatliv-politik-og-cookiepolitik.

Du har ret til dataportabilitet i form af videregivelse af data fra Unikk.me DataBoksen til Projekt DELPHI og andre sundhedspersoner. Videregivelsen vil basere sig på dit samtykke overfor Projekt DELPHI eller sundhedspersonen til at modtage relevante oplysninger i medfør af sundhedslovens § 42. Samtykket skal tillige overholde reglerne for samtykke i GDPR art. 7, samt art. 6, stk. 1, litra a) – om almindelige personhenførbare oplysninger og art. 9, stk. 2, litra a) – om følsomme personhenførbare oplysninger.

Hvis du giver samtykke til behandling af dine oplysninger hos Projekt DELPHI og sundhedspersonen, kan samtykket til enhver tid trækkes tilbage og brug af dine oplysninger vil herefter stoppe. Du kan trække samtykket tilbage ved at kontakte Projekt DELPHI eller sundhedspersonen eller ved angivelse i App’en.

Du kan til enhver tid opsige denne aftale med umiddelbar virkning. Det gør du ved at gå ind på fanen “opsigelse” i App’en og trykke på “opsig aftalen”. Du vil herefter få en kvittering fra os på din opsigelse.

Opsigelse fra Unikk.me’s side vil ske med lukning af adgang til App’en med DataBoksen varslet via din e-mail adresse.

Når aftalen mellem Unikk.me og dig er opsagt, vil alle personoplysninger blive slettet fra alle systemer i Unikk.me og hos vores databehandlere, og retten til dataportabilitet fra forskellige tjenester vil ophøre. I Unikk.me træffer vi alle nødvendige sikkerhedsforanstaltninger for at passe på alle dine data, og vi har selvfølgelig tavshedspligt omkring dine oplysninger; det samme gælder vores leverandører (databehandlere) efter vores instruks. Dine data krypteres både under overførsel og opbevaring i din DataBoks. Der sker alene overførsel til lande udenfor EU/EØS, som af Kommissionen anses at have samme niveau for databeskyttelse som i EU/EØS.

Unikk.me fraskriver sig ethvert ansvar for følgeskader eller indirekte tab ved brug af App’en. Tab som følge af at data ikke er tilgængelige, anses for indirekte tab.

Aftalen er reguleret efter dansk ret.


Hvis der opstår en tvist mellem parterne, vil der blive forsøgt mediation til løsning af konflikten. I tilfælde af, at mediation mellem dig og Unikk.me ikke kan løse konflikten, er det Retten på Frederiksberg, som er rette værneting.

Ved at trykke “Jeg har læst og godkendt disse betingelser” indgår du ovenfor beskrevne aftale med Unikk.me. Du har mulighed for at downloade aftalen ved at trykke www.unikk.me/databoks. Du kan også finde aftalen i App’en.

Efter godkendelse kan du komme videre og benytte App’en og den tilknyttede DataBoks.

****

Scroll to Top